Thorvald Ellegaard lagde murerskeen og rejste til verdens baner

Thorvald Ellegaard kom ikke til VM i Glasgow i 1897. Han var udtaget, men hans arbejde som murersvend kom i vejen. Ifølge Odense Stadsarkivs fortælling ville hans mester ikke undvære ham i over en uge. Pladsen gik til Erwin Schrader, som rejste hjem som Danmarks første cykelverdensmester.

Ellegaard blev hjemme. Det er en temmelig håndfast begyndelse på historien om en mand, der siden skulle rejse mellem verdens cykelbaner i årtier. Først skulle han frigøre sig fra et arbejde, hvor en udtagelse til landsholdet ikke automatisk gav fri.

Han kom fra Fangel uden for Odense og havde taget sin mureruddannelse i byen. Ved Fruens Bøge fandtes en cykelbane, og håndværket og cyklingen havde en tid kunnet passes ved siden af hinanden. Men et verdensmesterskab i Skotland krævede mere end en tur på banen efter arbejde. Rejsen kostede også dage, hvor der ikke blev lagt sten.

Murerskeen blev lagt væk

I 1898 blev Ellegaard professionel. Dermed blev løbene selve arbejdet. Det gjorde ikke modstanderne lettere at slå, men det gav ham mulighed for at rejse derhen, hvor de bedste mødtes, og hvor en dygtig banerytter kunne tjene sine penge.

Hans speciale blev sprint. Her fortæller omgangstiden ikke hele historien. To ryttere kan holde øje med hinanden, tøve og forsøge at få den anden til at åbne først, før de sidste meter afgør løbet. En placering bagved kan være nyttig indtil det øjeblik, hvor den bliver en hindring. Det kræver fart at vinde; det kræver også dømmekraft at få brugt den på det rigtige sted.

Det var i den disciplin, Ellegaard i 1901 vandt sit første professionelle verdensmesterskab. Flere fulgte. Men karrieren blev ikke én ubrudt række af VM-sejre. Efter tre titler i træk kom år uden guld, før han igen vandt i 1906. Senere kom titlerne i 1908 og 1911. Der gik ti år mellem den første og den sidste.

I den tid skulle han igen og igen møde ryttere, som kendte hans løb. En verdensmester kunne ikke gemme sig som ukendt deltager. At vinde på ny krævede, at han stadig kunne finde en vej forbi dem, som havde haft god tid til at studere ham.

Et pas fyldt med cykelbaner

Ellegaards arbejdsliv rakte langt ud over Danmark. Han havde i en årrække bopæl i Frankrig, og han kørte også på baner i Australien og Amerika. Rejselivet har efterladt sig et konkret spor: hans pas fra 1916–20 blev siden afleveret til Odense Stadsarkiv sammen med papirer, fotografier og medaljer fra familien.

Et pas er ikke en resultatliste. Stemplerne fortæller om den del af idrætskarrieren, som ligger mellem starterne: grænserne, rejserne og nødvendigheden af at være fremme, når arrangøren havde sat løbet på plakaten. Navnet fra Fangel var blevet et navn, der kunne sælge en plads ved en cykelbane langt hjemmefra.

Sprinten var heller ikke hans eneste arbejde. Han kørte tandem med skiftende makkere og deltog i motorpacede løb. På tandem skulle hans bedømmelse af fart og placering fungere sammen med et andet menneskes kræfter. Det internationale baneliv rummede flere slags løb, og en lang karriere kunne ikke reduceres til seks dage med en VM-finale.

Den sidste start

Da Første Verdenskrig sluttede, var Ellegaard over fyrre. Han fortsatte alligevel. Farten var ikke længere den samme som i de bedste år, men erfaringen havde stadig værdi i en disciplin, hvor modstanderen også skulle læses.

I september 1926 kørte han sit sidste løb, 49 år gammel. Året efter fik han arbejde ved Ordrupbanen gennem Dansk Bicycle Club. Han var ikke længere manden, publikum ventede på i en sprint, men blev i det miljø, som havde været hans levevej.

Murersvenden, der engang måtte blive hjemme fra VM, havde fået et helt arbejdsliv ud af at rejse til cykelløb. Til sidst behøvede han ikke længere stå på startstregen for at høre til på banen.

Flere billeder