Ugo De Rosa og værkstedet i Cusano Milanino

Det første værksted

Ugo De Rosa var nitten år, da han i 1953 åbnede sit eget sted i Milano-området. Han havde kørt løb, lært mekanik og arbejdet i sin svogers værksted. Nu ville han bygge racercykler til folk, der faktisk skulle bruge dem til at vinde. Rygtet begyndte blandt amatører, hvor et skævt mål eller en dårlig lodning hurtigt blev opdaget.

I 1958 bad Raphaël Géminiani ham bygge en cykel til et arrangement på Vigorelli-banen. Bestillingen blev en dør ind til de professionelle. Stellene bar ikke altid De Rosa-navnet; rammebyggerens arbejde kunne ligge skjult under holdets farver.

Rytteren som måleinstrument

Fra midten af 1960’erne fulgte De Rosa ryttere og hold tættere. Han byggede for Max Meyer, arbejdede med Gastone Nencini og fulgte Rik Van Looy som mekaniker. I 1969 begyndte samarbejdet med Gianni Motta. Det var stadig håndværk: rør, muffer, vinkler og en rytters meget præcise fornemmelse af, at noget ikke sad som sidst.

Eddy Merckx gjorde den samtale mere krævende. I 1972 bad han De Rosa blive officiel mekaniker hos Molteni. De Rosas egen historieskrivning fortæller, at Merckx kunne kræve 50 eller 60 cykler på en sæson. Det betød natligt arbejde, men også løbende tilbagemeldinger fra en rytter, der mærkede små ændringer.

Hjertet i muffen

I 1973 kom hjertet på et professionelt hold. Formen var ifølge firmaets historie begyndt som udskæringer i styrfittingsmuffen for at spare lidt materiale; samlet lignede hullerne et hjerte. Et praktisk indgreb blev mærkets tegn.

Merckx vandt i 1974 Giroen, Schweiz Rundt, Tour de France og VM på cykler fra samarbejdet. To år senere byggede De Rosa også for Francesco Moser. Værkstedet var blevet kendt, men arbejdsmetoden var den samme: en bestemt rytter, en bestemt geometri og en ramme, der først var færdig, når målene passede.

Stellet blev til i samtalen

Et specialbygget stel begyndte med rytteren, ikke med lakken. Højde, benlængde og siddestilling gav de første mål, men samtalen fortsatte efter træningsturene. Få millimeter i overrøret eller en ændret vinkel kunne flytte balancen mellem hurtig styring og ro på en lang etape. Det var den slags forskelle, Merckx kunne mærke, og som De Rosa måtte omsætte til rør, muffer og lodninger. Endnu et stel var derfor ikke nødvendigvis overflod. Det kunne være endnu et forsøg på at ramme den samme fornemmelse til andre veje, løb og arbejdsstillinger.

Arbejdet foregik stadig i stål. Rørene blev skåret, tilpasset og loddet sammen, og en pæn samling var ikke nok. Stellet skulle holde retningen, når rytteren rejste sig og lagde kræfterne i pedalerne. Det skulle samtidig kunne leve gennem en lang sæson med transport, styrt og mekanikere, der arbejdede hurtigt. De Rosa blev kendt for at kombinere den direkte kontakt med rytterne og en ren udførelse. Hjertet gjorde senere cyklerne genkendelige, men rygtet var skabt, før mærket kunne ses fra tilskuerpladsen. Mange af de tidlige rammer arbejdede anonymt under andre navne og holdfarver.

Efter Merckx kom flere store ryttere og siden andre materialer. Virksomheden voksede, og familien blev en del af arbejdet. Alligevel er det lille værksted den brugbare nøgle til historien. De Rosa blev ikke først interessant, da hjertet sad på stellet. Han blev interessant, fordi han kunne lytte til en rytters upræcise beskrivelse af en fornemmelse og gøre den til præcise mål. Cyklen skulle ikke bare være korrekt på tegningen. Den skulle føles rigtig, når en krævende mand satte sig på den og kørte ud ad døren.

Professionaliseringen gjorde denne samtale endnu vigtigere. Holdene kunne levere tider, positioner og ønsker, men de tidlige specialbyggere arbejdede før digitale beregninger og standardiserede størrelsesprogrammer. Erfaringen sad i hænderne og i øjet for, hvordan et rør mødte en muffe. Når rytteren vendte tilbage og bad om en lille ændring, blev værkstedets hukommelse en del af udviklingen. De Rosa solgte senere cykler til et langt større marked, men forbindelsen mellem tilbagemelding og konstruktion blev ved med at være mærkets stærkeste fortælling.