Sadelpindens diameter var afhængelig af sadelrørets tykkelse

På Giamé-cyklen i samlingen sidder en sadelpind med en række borede huller. Under lædersadlen er der fjernet lidt metal ad gangen. Hullerne er lette at få øje på. Den diameter, der gør, at pinden overhovedet passer i stellet, er langt mindre iøjnefaldende.

Alligevel er det det mål, man får brug for, hvis pinden en dag skal skiftes. En blank erstatning kan ligne den gamle ned til sadlens beslag og stadig være forkert. På en stålramme kan nogle få tiendedele millimeter være forskellen mellem en del, der passer, og en del, der ikke gør.

Det lyder som en reservedelsoplysning. Men følger man målet ind gennem sadelrørets væg, finder man en lille historie om, hvordan rammebyggerne kunne spare vægt uden at ændre hele cyklens ydre.

Pladsen blev skabt i røret

Sadelpinden skal ned i sadelrøret. Det er derfor rørets indvendige åbning, der bestemmer pladsen, mens den udvendige diameter også skal passe til stellets samlinger og de dele, der sidder udenpå. De to mål kan ikke bruges i flæng.

Reynolds' katalog fra 1978 gør forskellen håndgribelig. Under sadelrør tilbyder fabrikken både 28 og 28,6 millimeter i udvendig diameter. Der står også forskellige godstykkelser. Rammebyggeren bestilte altså ikke bare et rør med navnet 531. Han valgte mellem bestemte dimensioner og udførelser.

De to udvendige mål kom fra forskellige målsystemer. 28,6 millimeter svarer omtrent til 1⅛ engelsk tomme; 28 millimeter er den mindre, metriske størrelse, som blandt andet kendes fra ældre franske rammer. Allerede dér kan to slanke stålrør, der ser ens ud på afstand, kræve forskellig sadelpind.

Så kommer vægtykkelsen. Et idealiseret rør med 28,6 millimeter udvendigt mål og 0,7 millimeter gods på hver side har en indvendig diameter på 27,2 millimeter. Regnestykket er blot 28,6 minus to gange 0,7. Gøres væggen tykkere, bliver hullet mindre, selv om røret stadig ser lige tykt ud udefra.

Det er med til at forklare, hvorfor 27,2 blev et så velkendt sadelpindsmål på lette stålrammer. Men regnestykket er en forklaring af geometrien, ikke en bestillingsliste. Et færdigt stel er ikke en ideel cirkel på et stykke papir, og sadelpinden skal kunne bevæges i røret, før klemmen spændes.

Tegningen afslører mere end mærket

Her er der endnu en fælde. Et let stelrør har ikke nødvendigvis samme godstykkelse hele vejen. På et butted rør er materialet fordelt, så bestemte områder er tykkere end andre. Den sparede vægt ligger inde i røret, hvor den ikke umiddelbart kan ses.

I en Columbus SL-tegning i projektets materialesamling står sadelrøret med 28,6 millimeter udvendig diameter og to godstykkelser: 0,6 og 0,9. Ved siden af står underrøret med tre angivelser, 0,9/0,6/0,9. Det er ikke den samme rørprofil. Overfører man underrørets mål til sadelrøret, har man allerede taget en forkert drejning, før sadelpinden er fundet frem.

Reynolds kaldte i sit katalog sadelrørene single-butted, altså med ét forstærket endestykke. Fabrikken advarede samtidig mod at afkorte den mærkede ende. Placeringen af godset havde betydning. Man kunne ikke behandle et let stelrør som et vilkårligt stykke stålrør fra hylden.

Derfor fortæller et Columbus- eller Reynolds-mærke heller ikke alene, hvilken sadelpind der passer. Rørserien, udførelsen og det færdige stel spiller med. En tabel kan indsnævre mulighederne; den kan ikke måle det konkrete hul.

Tilbage ved cyklen bliver opgaven mere beskeden. Et indstemplet mål på den gamle pind er et spor. En måling er et andet. En for lille pind bliver ikke rigtig af, at klembolten spændes hårdere, og en for stor får ikke den rette diameter af at blive presset ned.

Giamé-pindens huller fortæller synligt om arbejdet med vægten. Dens faktiske diameter er ikke dokumenteret her og kan ikke aflæses af fotografiet. Den må måles. Det er en passende afslutning på alle katalogernes tal: Først når pinden passer i netop det stel, er målet det rigtige.

Flere billeder